Sætter punktum for medbringertrucks
En ny bekendtgørelse fra Trafik- og Byggestyrelsen sætter endeligt punktum for mange års diskussioner om medbringertrucks på lastbiler.
Nu bliver det nemlig lovligt at køre med medbringertruck og samtidig udnytte de maksimale vogntogslængder i lovgivningen. For medbringertrucken betragtes for fremtiden som gods.
»Det har længe været et ønske i transportbranchen at tillade, at vogntog kunne køre med medbringertruck, uden at trucken indregnes i vogntogets totallængde og dermed begrænser vogntogets volumenkapacitet. Nu vil man fx kunne medtage en truck hængende bag på en 13,60 m trailer,« siger erhvervspolitisk chef Ove Holm i en pressemeddelelse.
Kun én truck på bilen
Efter bekendtgørelsen vil medbringertruck nu blive betragtet som gods og vil dermed være underlagt færdselslovens bestemmelser om forsvarlig belæsning; surring og fastgørelse, og medbringertrucken skal monteres efter fabrikantens forskrifter. Der må kun medbringes én truck på vogntog (eller på lastbil, hvis den kører solo), som medbringertruck.
Køretøjer, der anvender medbringertruck, skal være forsynet med afskærmning mod underkøring bagtil og i siden. Der indføres en overgangsbestemmelse, som sikrer at alle køretøjer der anvender medbringertruck vil blive omfattet af reglerne om underkøringsværn.
Medbringertruck på modulvogntog vil dog ikke kunne overskride max 25,25 m tilladt længde, for den mulighed er ikke medtaget i bekendtgørelsen. Formuleringen anser således kun medbringertruck som gods, når det gælder ”lastbil, vogntog bestående af lastbil og påhængsvogn eller vogntog bestående af lastbil og sættevogn.”
[add:502]