3-vejs tipkærre til Odense
Vognmand Carsten Enghoff Kristoffersen har fået leveret en ny 3-akslet Kel-Berg-tipkærre med 3-vejs tiplad i længde på 5.100 mm og chassis med længdevanger opsvejsede til I-profiler i højstyrkestål.
Chassiset er med kraftige tværvanger og forstærkninger og med justerbar højde 4 x 50 mm. Kærren har 3 stk. 9 tons BPW-aksler med original BPW-luftaffjedring med tromlebremse. Der er sidemonteret lift på 1. og 3. aksel.
Bunden er fremstillet af 5 mm Hardox-stål og forstærket underbund med U-profiler. Bagklappen er 1.180 mm høj og 2-delt, fremstillet af 40 mm aluminiumsprofiler. Øverste del er 880 mm høj, og nederste del er 400 mm høj, der er fremstillet af 6 mm Hardox-stål og virker som asfaltskuffe ved åbning.
Tipkærren er udstyret med 2-vejsventil, således at bagklap ikke åbner ved sidetip. Derudover er der monteret en aluminiumsdørkplade på A-trækstanger med trin til opstigning.
Den nye tipkærre er leveret af Ivan Kristensen fra Lastas.
Carsten Enghoff Kristoffersen er en vognmandsforretning ejet af far og søn med beliggenhed i Odense. Virksomheden har været kørende siden 1987.
[add:499]