23948sdkhjf

DEBAT: Slut med at være EU’s duks

Danmark trues nu med EU-domstolen om cabotage-fortolkninger og bødestørrelser. Dansk Folkeparti vil stærkt opfordre regeringen og transportministeren til ikke at lade sig skræmme af EU. Det må være slut med, at Danmark skal være EU's duks og bare smækker hælene sammen, fordi EU rasler med sablen.

Sagen er blevet aktuel, efter EU-Kommissionen forleden udsendte en pressemeddelelse, hvori det hedder, at hver national transport udført af en ikke-hjemmehørende transportvirksomhed (cabotage) i henhold til EU’s lovgivning kan bestå af flere læsse- og lossesteder. Men ifølge dansk lovgivning kan hver cabotagekørsel kun bestå af flere læsse- eller lossesteder – og altså ikke begge dele. Desuden mener man at det danske bødeniveau er for højt. Men det skal de slet ikke blande sig i.

For Dansk Folkeparti er sagen principiel af to grunde. For det første fordi EU-kommissionen forsøger at skræmme Danmark, fordi de godt ved, at det er nemmere at gå efter et lille land som Danmark end at gå efter f.eks. Frankrig (som har et meget højt bødeniveau). Den danske regering må simpelthen stå imod. EU-kommissionen må stikke piben ind.

Det er åbenlyst ren strategi fra EU-kommissionen, at de går efter Danmark. De forsøger at splitte de lande, som er utilfredse med reglerne - og så gå de efter de små lande først. Det skal de ikke slippe afsted med. Sagen er principiel, ikke mindst i lyset af at regeringen gerne vil afdække, om Danmark overimplementerer EU-regler og forhåbentlig skal holde op med at være EU-duks. Så her er en god anledning til ikke at lade sig kyse af en EU-kommission, som ærlig talt burde få ryddet op hos sig selv først. Og hvis de har tid til overs, burde de bruge den til noget fornuftigt.

For det andet kunne Kommissionen jo passende komme i gang med at få lavet reglerne på en måde, som dels understøtter fair konkurrence og dels ikke understøtter alle mulige nationale fortolkninger, hvis de synes, det er et problem. Hvis man er utilfredse med, at landene fortolker og reagerer forskelligt på omfattende snyd, social dumping og unfair konkurrence, så peger pilen på Kommissionen selv. Indtil da gør de udfordrede lande selvfølgelig, hvad de kan for at beskytte sig ved også at fortolke reglerne, indføre mindsteløn eller hvilke værktøjer, man nu mener, man kan benytte sig af. Virksomheder i medlemslandene vil jo gøre, hvad de kan for enten at snyde (med myndighedernes velsignelse) – eller forsøger at gardere sig mod snyd.

Kim Christiansen
Folketingsmedlem og transportordfører for Dansk Folkeparti

[add:499]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062