3F: Drop den snak om chaufførmangel
Det udløste hovedrysten og himmelvendte øjne hos regionskonsulent Kurt Rinhack fra DTL, da Jørgen Aarestrup fra 3F’s Transportgruppe i forrige uge foreslog, at ledige 3F’ere kan afhjælpe vognmandsbranchens problemer med manglende arbejdskraft.
Ifølge Jørgen Aarestrup har fagforbundet hele 5000 ledige medlemmer, som enten har erfaring som chauffør, eller som gerne vil ind i transportbranchen.
Det tal, mener Kurt Rinback, giver et fejlagtigt billede af virkeligheden for de danske vognmænd, som her og nu mangler kvalificerede folk til at køre deres biler.
Hos 3F medgiver man, at der ikke er tale om 5000 ledige personer med kvalifikationer til enhver chaufføropgave.
»De 5000 er ikke alle klar til at tage et hvilket som helst transportjob. Hvis en vognmand mangler folk, der kan køre mobilkran, så har vi højst sandsynligt ikke nogen. Men jeg kan godt garantere, at vi kan finde nogle, som kan køre stykgods,« siger Poul Christensen, som er konsulent i 3F’s Transportgruppe.
3F ønsker dialog med vognmændene
Poul Christensen har beskæftiget sig med uddannelse i transportbranchen i årevis, og han er godt træt af at diskutere vognmændenes mangel på arbejdskraft kontra antallet af ledige chauffører.
»I stedet for at skændes om tallet, som svinger op og ned, er vi mere interesseret i at have en bedre dialog med vognmændene om deres behov. Jeg har været i gamet i 25 år, og jeg har altid hørt om, at de mangler chauffører. Jeg tror på, at vi virkelig kan gøre livet nemmere for mange af de mindre vognmænd, hvis de ville bruge lidt tid på at tale med os.«
Poul Christensen anerkender, at den enkelte vognmand kan stå med et specifikt problem, hvor han mangler en bestemt type arbejdskraft, som ikke hænger på træerne. Men han tror på, at mange vognmænd kunne undgå at havne i en situation, hvor de mangler chauffører, hvis de var bedre til at gøre brug af deres lokale 3F’er.
»Mange vognmænd ved en masse om transport, men de er måske ikke så gode til at rekruttere nye medarbejdere, og de er heller ikke så gode til at spørge om hjælp. Vi siger til vognmændene, at vi utroligt gerne vil hjælpe med at finde de rigtige folk. Men det kræver dialog og rettidig omhu. Det nytter ikke noget, at man venter, til man står med en bil med et læs uden nogen til at køre den.«
Vognmænd kan spare penge på overarbejde
Mange vognmænd er bekymret for omkostningerne ved at lære nye folk op og risikoen for, at de smutter igen, når man har betalt dyre kurser og certifikater. Poul Christensen mener dog, at nye folk kan være en bedre forretning, end vognmændene går og tror.
»Al rekruttering koster penge. Men set i forhold til økonomien er det tosset at udbetale en masse overarbejdstimer, fordi man mangler en mand. Desuden er der en risiko for, at man overtræder lovgivningen, hvis man planlægger efter, at man skal have mange overarbejdstimer. Så kan det bedre betale sig at ansætte en mand mere.«
[add:38]