DEBAT: Deler gerne ud af vores erfaringer
Ja det er et fælles ansvar at uddanne nye chauffører, og hos os gør vi, hvad vi kan.
Lige pt. er der 23 under uddannelse, både erfarne chauffører og voksne, uden så meget erfaring, og helt unge. Det vil sige en skøn blanding af meritelever på 1-årig uddannelse, voksenelever og ungelever.
Hos os har vi den fordel, at vi kan have glæde af medarbejderen, både med og uden kørekort, ligesom vi har biler i alle størrelser, og derfor kan man, efterhånden som der fyldes kompetencer på, få lov at prøve alle typer køretøjer af, og ja erfaring kommer med alderen/tiden og inkluderer desværre ofte en del skader.
Hvorvidt en elev er "billig" eller ej, bliver ofte drøftet. Hos os er det ikke billigt, når man tager alt med, samt den megen planlægning og overkapacitet, der vil være i perioder grundet skoleophold mm. Men det er heller ikke pengene, der tæller. Det betyder jo noget, at vi kan uddanne nye medarbejdere, som vi helt sikkert får brug for. Derudover giver det dynamik og en anderledes hverdag specielt med mange unge, som lige skal have lidt " vejledning” om mange ting. Så glemmer man heller ikke helt, hvordan det er at være forælder.
Vi er ved at starte nyt projekt op med Slagelse Kommune, som har som mål at få min. 30 unge igennem uddannelsesforløbet enten som chauffør eller lager. En del af projektet bliver, at vi forpligtiger os til at tage ti elever ind hvert år af de 30 og skal hjælpe med, at resten kommer ud og får en elevplads.
Faktisk er det således, at Selandia erhvervsskole i Slagelse uddanner eleverne. De har ubesatte stillinger, hvor arbejdsgivere ønsker at ansætte elever, men hvor der ikke er nogen, så den del må man sige går ganske godt. Derfor skal vi også i fællesskab have flere i gang.
Hvis der ude i Danmark sidder arbejdsgivere, der gerne vil have gode råd/vejledning om elever, så skriv gerne til mig. Vi har uddannet over 200 elever, så noget har vi måske lært undervejs. Skriv på jol@stcfragt.dk, så skal jeg svare efter bedste evne.
Jens-Ole Larsen
Dalsvinget 22
4200 Slagelse
[add:500]
[add:499]