Salgskonsulent vender tilbage
Flemming Østergaard er tiltrådt som Key Account Manager i Scania Danmarks brugtvognsafdeling i Kolding.
Flemming Østergaard skal stå for køb og salg af brugte lastbiler direkte til vognmænd i hele Danmark. Udover det skal han supportere og rådgive de danske salgskonsulenter.
Han har også fået til opgave at holde sig orienteret om, hvilke lastbiler, der er sat til salg på de øvrige Scania markeder.
»Med muligheden for at tage lastbiler hjem fra andre markeder, vil vi som regel kunne levere præcis den lastbil og den service, som en kunde har brug for,« fortæller lederen af Scania Used Truck Center, Lars Laage Jessen.
Scania Used Truck Center har det seneste år mødt en stor efterspørgsel fra danske vognmænd og udenlandske opkøbere, og behovet for rådgivning er steget.
Flemming Østergaard kommer tilbage til Scania med over to årtiers erfaring med køb og salg af brugte køretøjer. De første mange år hos Scania, og de seneste mange år i familievirksomheden J. Dyhr A/S, hvor han nu har overdraget ledelsen til sin svoger.
[add:494]