Jyske musketerer indtager Greve
Scanvo Trucks Danmark A/S deltager på Transport Øst for anden gang – igen på jagt efter en god afslappet snak med eksisterende og kommende kunder.
Direktør Remi Nikolajsen forklarer:
»Vi er et seriøst og uafhængigt handelsselskab, som arbejder inden for alt udstyr til transportbranchen. Siden starten i 2010 har vi bevidst fokuseret på nyere udstyr af alle mærker, og på den måde er vi stærke i multibranding, da kunder har forskellige præferencer for mærker og opbygninger.«
På firmaets 22.000 kvadratmeter store plads i Hårup ved Silkeborg står der mere end 250 enheder i form af lastbiler, trailere, kraner, varebiler og andet transporttilbehør. Scanvo Trucks Danmark satser på den rigtige sammenhæng mellem pris og stand på de nyere brugte varer på hylden.
»Dernæst har vi også altid fokus på kvalitet, at varerne er beskrevet rigtig, og bedst mulige fotos, når interesserede besøger vores hjemmeside. Mange af vores kunder har vi kendt igennem mange år,« tilføjer Remi Nikolajsen.
Transport Øst finder sted i Ventrupparken 12 i Greve 5.-6. september.
Åbningstiderne er lørdag 10-17 og søndag 10-15. Der er gratis parkering lige ved området.
Entré er 50 kr. - børn under 12 er gratis. Fribilletter kan fås hos udstillerne eller printes ud på www.transportost.dk.
[add:450]