Opbygger fylder 60
Direktør Rolf Hansen, indehaver af firmaerne Ove Kock Hydraulik & Karosserifabrik A/S og Ove Kock Teknik & Miljø ApS, fylder 60 år.
Derfor inviteres kunder, ansatte, familie, venner og forretningsforbindelser til åbent hus på Murervej 14 fredag 4. september fra kl. 13 til 17.
Rolf Hansen brugte i årene fra 1981 til 1994 sin senere virksomhed som underleverandør, da han arbejdede som servicereparatør hos Vestjysk Renovation, der senere blev overtaget af Marius Pedersen.
I 2002 spurgte Ove Kock, der grundlagde sit firma i 1970, om Rolf Hansen ville være med i et generationsskifte og dermed overtage virksomheden. Det gjorde han helt i 2010, og nu forbereder næste uges fødselar et tilsvarende nyt generationsskifte i familien.
Renovationsbiler
I dag udgør salg og servicering af renovationsbiler den største del af aktiviteterne hos firmaerne i Ove Kock. Virksomheden har netop leveret opbygninger til 20 nye henholdsvis gas- og dieseldrevne renovationsbiler med elaggregater til City Renovation i København.
Esbjerg-virksomheden har udvidet antallet af landsdækkende servicebiler fra to til syv på blot to år. Desuden er der åbnet en ny afdeling med fire medarbejdere i Ringsted.
Ved arrangementet næste fredag udstilles aktuelle opbygninger fra Ove Kock, lige som samarbejdspartneren HMF udstiller nogle af selskabets nyeste kraner.