Chauffør fandt fuld nordmand i tanken
En lastbilchauffør fik sig en overraskelse, da han tidligt lørdag morgen ved 4-tiden hørte bankelyde fra sin tomme silotank.
Chaufføren holdt ved toldpladsen på Dalsagervej i Hirtshals og skulle med færgen til Norge, da han hørte lyde fra tanken. Han kontaktede derfor politiet, som sammen med chaufføren åbnede op til tanken.
De kunne i fællesskab konstatere, at der lå en svært beruset mand nede i den tomme beholder.
»Hvorfor han var kravlet derned, ved jeg ikke, men han kunne ikke komme ud igen, fordi tanken alligevel var så dyb, at han ikke selv kunne kravle op,« siger vagtchefen fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.
Den fulde passager viste sig at være fra Norge. Han blev hjulpet ved at løsne bundproppen på tanken og fik lov at gå derfra uden sigtelse. Det lykkedes ikke at opklare, hvorfor nordmanden i første omgang besluttede at gå om bord i tanken.
[add:467]