Ingen nødbremse til gamle lastbiler
Nogle af de værste ulykker opstår, når lastbiler bremser for sent, og det er også baggrunden for, at nye EU-regler til efteråret gør det lovpligtigt for nye lastbiler at have installeret et automatisk nødbremsesystem (AEBS).
Det bliver dog kun nye lastbiler, der skal leve op til kravene – lovpligtig eftermontering er nemlig hverken juridisk eller teknisk muligt.
Emnet har netop været oppe og vende på transportministerens bord – på foranledning af Dansk Folkepartis Peter Skaarup, der ønskede at høre, om ministeren vil ”overveje at se på en ordning med automatiske bremsesystemer til lastbiler?”
I sit svar udtrykker transportminister Hans Chr. Schmidt sin opbakning til de nye regler, der træder i kraft 1. november – og i forhold til eventuel eftermontering af AEBS-systemet på eksisterende lastbiler, henviser ministeren til en redegørelse fra Trafikstyrelsen, som udtaler:
»Reglerne for køretøjers indretning og udstyr er harmoniseret inden for EU og der kan derfor ikke stilles nationale skærpede krav.
Kravet i EU-reglerne om nødbremsesystemer til lastbiler træder i kraft den 1. november 2015 og betyder, at luftaffjedrede nye lastbiler og turistbusser, der bliver solgt efter denne dato, skal være udstyret med et nødbremsesystem. Andelen af luftaffjedrede lastbiler udgør i dag ca. 90 pct. og dermed langt hovedparten af lastbilmarkedet. Kravet vil fra 2018 også gælde for nye ikke-luftaffjedrede lastbiler.
Det er ikke teknisk muligt at eftermontere nødbremsesystemer på eksisterende lastbiler. Sådanne systemer skal være indarbejdet i lastbilen, når den bliver konstrueret.
Det er dog positivt for trafiksikkerheden, at levetiden for en lastbil er langt kortere end for en personbil, og derfor vil de nye lastbiler med nødbremsesystemer hurtigere komme ud at køre i trafikken.«
[add:471]