Greve har fokus på transporten
Transport- og logistikbranchen er et stort erhverv i Greve Kommune. Siden 2008 har branchen udviklet sig markant, og den udgør i dag hele 13 procent af den private beskæftigelse.
I modsætning til tilbagegang for transportsektoren på landsplan siden 2010, er omsætningen i Greve steget med 80 pct. og beskæftigelsen med ca. 20 pct. Transportområdet har dermed skabt 500 nye jobs på 10 år, hvilket er en stigning på 40 pct., viser analysen VækstVilkår fra 2014.
»Gennem de senere år har der generelt været et fald i beskæftigelsen inden for transportområdet på landsplan. I Greve Kommune er det omvendt. Vi har oplevet vækst i transport- og logistikbranchen. Vi har haft en langsigtet strategi på området, og det har virkelig givet pote. Virksomhederne har taget godt i mod strategien, engageret sig i udviklingen og skabt væksten,« udtaler borgmester Pernille Beckmann.
Oktober 2014 vedtog byrådet en ny Vækstpolitik 2014-2017, som indeholder en klar strategi for, hvordan man vil øge væksten. Efterfølgende inviterede kommunen erhvervslivet til dialog og samarbejde om at realisere politikken. Resultatet blev Greve Kommunes Væksthandlingsplan 2015-2017, som blev vedtaget i maj 2015. Handlingsplanen har bl.a. fokus på infrastruktur og trafik i det lokale erhvervsområde.
»I takt med at branchen vokser, skabes der flere arbejdspladser her i Greve. Forholdene skal være i orden. Det kræver et konstant, fremadrettet fokus på udvikling og forbedring,« siger Pernille Beckmann.
Truckmail valgte Greve
Enmandsvirksomheden Truckmail er en af dem, der for nylig har valgt Greve som udgangspunkt for forretningen. I august 2014 startede Cliff Hofman Truckmail efter at have henvendt sig til Greve-Solrød Erhvervsservice i ErhvervsCentret. Her blev han hjulpet i gang med sin virksomhed og deltog i det første halve år i en lang række af de iværksætterarrangementer, Greve-Solrød Erhvervsservice udbød. I dag har Truckmail kontor i Vækstfabrik Greve, som er placeret i ErhvervsCentret.
»Når man sidder sådan et sted her, møder man hele tiden folk, som kender til det at være iværksætter. Det er rart at have nogen at sparre med – både iværksættere og andre virksomheder i huset. Selvom det er vidt forskellige forretningsområder, er vilkårene og problemstillingerne stort set de samme. Man skal have bygget sit forretningskoncept op, og der skal nogle penge i kassen,« siger Cliff Hofman.
Ved Transport Øst 2014 deltog Truckmail, der på det tidspunkt kun var en måned gammel. Messen var et godt afsæt for virksomheden til at skaffe kontakter og opgaver, men vigtigst af alt blev virksomheden set af andre i transportbranchen.
»Jeg var med på transportmessen sidste år og skrev op, hvad jeg fik af kontakter eller opgaver. Det var omkring 20 stykker. Men én ting er de direkte opgaver. En anden ting er at blive set. Det er naturligvis vigtigt for mig, at der er et kendskab til mig og mit forretningskoncept. Messens besøgende så mig sidste år, og jeg deltager igen i år,« slutter Cliff Hofman.
Transport Øst finder sted i Ventrupparken 12 i Greve 5.-6. september.
Åbningstiderne er lørdag 10-17 og søndag 10-15. Der er gratis parkering lige ved området.
Entré er 50 kr. - børn under 12 er gratis. Fribilletter kan fås hos udstillerne eller printes ud på www.transportost.dk.
[add:38]