Biltyv kørt ned af lastbil
En påvirket biltyv slap umådeligt heldigt fra mødet med først et autoværn og dernæst en lastbil.
Natten til tirsdag kørte manden først den stjålne bil ind i autoværnet på motorvejen ved Vissenbjerg. Da han efterfølgende steg ud af bilen, blev han kørt ned af en lastbil.
Det skriver TV2 Fyn.
Trods det dobbelte uheld kom manden ikke alvorligt til skade.
Politiet oplyser til TV2 Fyn, at alkohol eller stoffer formentligt var skyld i, at manden faldt i søvn bag rattet.
Efter uheldet blev manden indlagt på Odense Universitetshospital, men han er ifølge mediets oplysninger sluppet for alvorlige skader. Politiet afventer afhøring af manden.
Lastbilen tabte efterfølgende dieselolie som følge af påkørslen.