Ny rundtiptrailer til JF Trans
JF Trans har netop fået udleveret denne nye 4-akslede Kel-Berg rundtiptrailer. Der er tale om en 34 m3 tiptrailer med længdevanger opsvejsede i I-profil, der ruller på 4 stk. 9 tons BPW-aksler med tromlebremser og original BPW-luftaffjedring. Første aksel er løftbar, og fjerde aksel er selvstyrende.
Kassens sider/bund er fremstillet af rullet svøb på en 7 mm alu-plade. Bunden er beklædt med 4 mm Hardox-450 bundplade i fuld længde monteret oven på alu-bundplade. Bagklappen er af 40 mm kraftige og tophængte alu-profiler.
Tophængslerne er flyttet 180 mm frem for at få 10 % større åbning ved aflæsning. Skuffen er udbygget og tilpasset til at arbejde sammen med asfaltmaskiner og har pneumatisk åbne- og lukkesystem.
Kassen er isoleret med 100 mm isolering og beklædt med en spejlblank og rustfri stålplade. På toppen er der monteret en kraftig rullepresenning med rør.
Den nye trailer er leveret af Jan Bertelsen fra Lastas.
Vognmandsfirmaet JF Trans blev etableret i maj 1991 af Jan Søby Frandsen. Han er stadig aktiv i firmaet både bag rattet og ved skrivebordet. Siden 1991 er det vokset støt, bl.a. udvidede JF Trans sine aktiviteter i april 1998, hvor Voldby Flytteforretning blev overtaget, senere Trige Vognmandsforretning og Tempo Trans i Grenå. I februar 2015 flyttede firmaet til Trige ved Aarhus, tæt på motorvejen.
[add:489]
[add:490]