DEBAT: Kontrolapparatet er spild af penge
Paw Kaltofts argument for at kræve kontrolapparat i samtlige studenterlastbiler minder i betænkelig grad om den gamle vittighed om, at alle indianere i Sydamerika går i gåsegang - det gjorde de to, jeg mødte, i hvert fald.
Jeg har kørt studenter i syv år i træk i Østjylland, og det er korrekt at nogle ture stopper sent, men det skyldes jo, at det også starter sent. Nogle ture starter ved 13-tiden, efter studenterne har været til dimission på gymnasiet. De har så studenterbilen i ti timer, og så bliver klokken jo mange, inden man er tilbage i garagen igen.
Selvfølgelig kan man så ikke køre kl. 7 igen, men det skal man jo så heller ikke.
Generelt er der overhovedet ingen problemer i at overholde køre- og hviletidsreglerne med studenterkørslen, da der bliver kørt ganske få kilometer i forhold til en almindelig arbejdsdag med en lastbil.
De fleste klasser vælger at stoppe ved alle forældre, og det giver så op til 25 stop i løbet af de ti timer, de har til rådighed, og kørslen frem- og tilbage til garagen er i de fleste tilfælde under 25 kilometer hver vej.
De ture, jeg har kørt for oplandsgymnasierne, byder ganske vist på lidt flere kilometer, idet der er længere mellem elevenes bopæl, men så er der tilsvarende færre og længere stop, da bilen stadig kun er lejet for ti timer.
Så kontrolapparatet er rent spild af penge.
Bernt Clausen
Træbuen 7
8670 Låsby
[add:38]