Vognmænd: Politiet må handle nu
Den internationale vognmandsorganisation IRU sender nu en kraftig opfordring til de franske myndigheder om at få gjort noget ved problemerne med illegale immigranter ved havne- og tunnelområdet i Calais, hvor lastbilchauffører dagligt udfordres af desperate mennesker, der bruger alle midler for at smugle sig om bord på en transport.
En flygtning er allerede dræbt for nylig, og det anslås, at omkring 3000 mennesker holder illegalt til i området i forsøget på at komme videre.
»Frankrig lever ikke op til sit ansvar for at sikre, at offentlige veje og havne er sikre at bruge. Lastbilchauffører oplever en stigende desperat og farlig situation, især i Calais, som konsekvens af fejlslagne franske forsøg på at tackle de åbenlyse problemer. Frankrig må få styr på situationen for både immigranternes skyld og for at beskytte lastbilchaufførerne,« siger Michael Nielsen, EU-chef for IRU.
IRU opfordrer Frankrig til at overveje alle midler – bl.a. at sætte militære styrker ind til at støtte politiets operationer i områder, eskortere lastbil-konvojer igennem området, udvide arealerne for sikrede parkeringspladser og at sætte seriøst ind for at fjerne de illegale immigranter fra området.
»Den franske stat har svigtet Calais i årevis og er hverken blevet skubbet til eller støttet af EU for at finde en løsning. Nu kæmper transportfirmaer og deres ansatte med konsekvenserne af denne passivitet,« siger Michael Nielsen.
[add:471]