DTL: Der venter en krævende opgave
De for dansk vognmandserhverv vigtigste ministerposter besættes med en enkelt gammel kending og så ellers nye navne i den nye regering, som faldt på plads søndag. De får alle en krævende opgave, hvis man skal sikre, at der også i fremtiden er plads til danske vognmænd på danske veje, mener DTL.
»Vi byder Hans Christian Schmidt velkommen tilbage i Transportministeriet og glæder os over, at han erfaringsmæssigt er en dialogpræget politiker, der er god til at lytte. Søren Pind på justitsministerposten og Jørgen Neergaard Larsen som beskæftigelsesminister virker også som fornuftige valg. Men samlet set er jeg glad for, at den parlamentariske situation er sådan, at regeringen vil blive holdt i ørerne af både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne på området for social dumping og sikring af fair konkurrence i transportsektoren,« lyder det fra DTL’s adm. direktør, Erik Østergaard.
DTL ser det først og fremmest som vigtigt, at regeringen ikke mister momentum i den udvikling, som den forrige regering opnåede særligt i forhold til EU, hvor betydningen af et fair transportmarked nu for alvor er blevet sat på dagsordenen, mener DTL-direktøren.
»Danmark har været med til at bringe debatten op i Bruxelles og har fået en række andre lande til at følge trop. Det bliver en krævende opgave for den nye regering at følge op, men med den opbakning, vi ser fra en række andre partier i Folketinget, bør V-folkene indse, at det værste, man kan gøre, er at lægge låg på sagen,« siger Erik Østergaard.
[add:471]