Mindre lastbiluheld lukker tunnel
Guldborgsundtunnelen mellem Lolland og Falster er onsdag morgen lukket i begge retninger på grund af et mindre trafikuheld med en lastbil.
Det skriver BT.
»Det var en lastbil, der kørte ind i en bom. Det var helt udramatisk, men det tager lidt tid at rydde op,« siger vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til avisen.
Sydsjællands Politi skrev kort før kl. 5 følgende besked på Twitter:
»Så lukker vi Guldborgsundtunnellen. Tidshorisont 2-3 timer. Kør i stedet via rute 153 og 293 gennem Guldborg, alternativt gennem Nykøbing F.«
Den vurdering passer ifølge vagtchefen meget godt.