23948sdkhjf

Danske vognmænd kan spinde guld i Norge

Nordmændenes beslutning om at indføre en mindsteløn, som også skal gælde for udenlandske lastbilchauffører, kan øge efterspørgslen på danske vognmænd.

Det mener Jesper Bundgaard Madsen, administrerende direktør i Vendelbo Spedition.

Den nordjyske speditør og vognmand henter 80 % af sin omsætning i Norge, og reglerne om mindsteløn kan sende endnu flere norske kroner i lommerne på danske vognmænd.

»Jeg forventer, at de norske regler vil påvirke os positivt. Som tingene er nu, er der rigtig mange østeuropæiske firmaer, der kører indenrigskørsel i Norge. Denne regel vil holde nogle af dem fra fadet, og det vil naturligt nok øge efterspørgslen på transport,« siger Jesper Bundgaard Madsen.

Han understreger, at han endnu ikke kender det fulde omfang af de norske regler om mindsteløn, og at han således udtaler sig på baggrund af de sparsomme oplysninger, Danske Speditører har udsendt til foreningens medlemmer.

Heraf fremgår det, at alle udenlandske chauffører, der kører cabotage i Norge eller internationale transporter til og fra landet, fra 1. juli er omfattet af en mindsteløn på 158 norske kroner i timen svarende til 133,50 danske kroner.

Nationale lønbarrierer holder ikke

Selvom den norske mindsteløn formentlig vil have en positiv effekt på Vendelbo Spedition, mener direktøren, at der er et principielt problem med, at Norge indfører reglen.

»I forhold til vores firma har jeg ingen problemer med det. Vi har ingen ansatte med østeuropæisk baggrund og følger dansk overenskomst. Men hvis jeg skal udtale mig på branchens vegne, så vil jeg sige, at ’det holder ikke’. Jeg har altid troet på markedskræfternes frie bevægelighed, og jeg er på ingen måder enig med DTL i, at cabotagekørsel er et stort problem for transportbranchen,« siger Jesper Bundgaard Madsen.

Han mener, at det er et endnu større problem, når et EU-land som Tyskland indfører mindsteløn.

»Hvis man går ind for EU og fri konkurrence, så må man acceptere, at andre lande i EU har et andet lønniveau, end vi har. Det er selvfølgelig nemmere for Norge, fordi de står uden for EU.«

Norsk kontrol vil have stor effekt

Mens tyskerne endnu ikke har gjort alvor af at kontrollere udenlandske chaufførers lønninger, forventer Jesper Bundgaard Madsen, at nordmændene vil håndhæve reglerne i langt større udstrækning.

»I Norge gør de langt mere for at kontrollere, at reglerne bliver overholdt, end vi gør i Danmark. Vi er ude for kontroller i Norge hver eneste uge, mens det i Danmark nærmest er nemmere at vinde i Lotto end at blive taget af politiet.«

Hos Vendelbo Spedition opfatter man omfanget af østeuropæiske lastbiler i Norge som svarende til det, vi kender fra Danmark. Derfor tror den administrerende direktør, at en massiv norsk indsats for at håndhæve reglerne om mindsteløn kan gøre Norge til et lukrativt marked for danske vognmænd, der kører på dansk overenskomst.

[add:452]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047