Ny funktion på Contis dækovervågning
[pic:23576]Continental har føjet en ny funktion til ContiPressureCheck-systemet, der overvåger dæktryk. Funktionen hedder ATL, og på dansk betyder det automatisk trailergenkendelse.
Det betyder, at chauffører, der kører med lastbiler og trailere monteret med Continentals dækovervågningssystem kan overvåge dæktrykket på deres vogntog meget let og effektivt - også når der sættes en anden trailer bag på trækkeren.
Data om tryk og temperatur fra alle 12 dæk på lastbil og trailer overføres til displayet i kabinen. Når først der er monteret overvågningssensorer i dækkene, skal der ikke installeres mere på traileren. Kun et par minutter efter at en ny trailer er koblet på trækkeren, er den automatisk registreret, og oplysningerne popper op i displayet.
ContiPressureCheck kom på markedet i 2013. Systemet består primært af et batteridrevet sensormodul i hvert dæk, en modtager på køretøjets understel og et display på instrumentbrættet. Modulet måler ca. 2 cm på tværs og vejer 26 gram. Modulet er fastgjort til indersiden af dækkets slidbane. Når der skiftes dæk, kan modulet flyttes over i det nye. Man behøver ikke at have dæk fra Continental monteret på fælgen, ligesom der ikke er nogen afhængighed til mærke på trækker eller trailer.
[add:468]