Razzia udløste kæmpebøde på 144.500 kr.
Onsdag blev der gennemført en kæmperazzia med ni forskellige kontrolsteder i Syd- og Sønderjylland. 3.247 køretøjer – heraf 178 lastbiler – blev kontrolleret, og politiet registrerede i alt 173 overtrædelser.
Det skriver TV Syd.
»Det var en rigtig god kontrol – effektiv og omfattende og med et godt udbytte,« siger vicepolitiinspektør Richardt Jakobsen fra Tungvognscenter Syd.
Fusk med elektronikken
Blandt synderne, der blev pågrebet, var en chauffør på et irsk vogntog. Der var blandt andet pillet ved lastbilens elektronik, så der kunne manipuleres med køre- og hviletidsbestemmelserne og indkodning af landekoder.
Det udløste en bøde til chaufføren og hans vognmand på 144.500 kr. Derudover må chaufføren ikke køre i Danmark i det næste halve år. Den store bøde skyldes, at firmaet tidligere er blevet snuppet.
Blandt de kontrollerede lastbiler registrerede politiet desuden:
7 x ulovlig cabotagekørsel
5 x brud på køre- og hviletidsreglerne
1 x overtrædelse af reglerne for farligt gods
17 x diverse fejl og mangler
3 x manglende attester/dokumentation
[add:338]