Anker dommen fra dødsulykke
Sagen om den lastbilchauffør, der var skyld i tre menneskers død ved en ulykke på E45 ved Horsens i december, skal for landsretten. Det bekræfter den dømtes advokat, Henrik Hougaard, til Berlingske Nyhedsbureau.
Ved Retten i Horsens blev den 23-årige chauffør kendt skyldig i uagtsomt manddrab og idømt otte dagbøder a 500 kr. og en betinget frakendelse af kørekortet i tre år.
I byretten lød konklusionen, at lastbilchaufføren ikke var tilstrækkelig opmærksom, da han kørte ind i en bilkø med et harmonikasammenstød til følge.
Anklageren påstod, det skulle koste tre måneders fængsel, men byretten var uenig og henviste til tidligere Højesteretssager. Statsadvokaten har nu valgt at anke dommen til en skærpelse.
Sagen bliver ført ved Vestre Landsret, og det forventes at ske til efteråret.
[add:452]