DEBAT: Fakta – ikke fornemmelser
Jeg er desværre nødt til at korrigere Lastbil Magasinet, som onsdag udlægger det som en ”fornemmelse” hos undertegnede, at det svensk drevne Cabotagestudien skulle have modtaget støtte fra DTL og fagbevægelsen.
Det er ikke en fornemmelse, men et faktum, der bl.a. fremgår af forordet i den rapport om cabotagekørsel i Danmark, studiet har resulteret i.
Da Lastbil Magasinet åbenbart interesserer sig mere for processen end substansen i min faglige kritik af studiet, så lad mig lige ridse op, hvad jeg ved om den:
Ifølge en skriftlig aftale skulle DTL’s nordiske samarbejdsorganisation donere to gange 300.000 kr. til studiet - første portion før studiet gik i gang og anden portion, efter at dataindsamlingen i Sverige, Norge og Danmark var afrapporteret. Den oprindelige tidsplan var, at resultaterne skulle offentliggøres samtidig med EU-valgkampen i 2014. Sponsorerne skulle have eksklusivitet i forhold til at kommentere resultaterne i pressen.
Tidsplanen skred af uransagelige grunde, så studiet endte med at blive offentliggjort umiddelbart efter EU-valgkampen.
Aftalen med NLA skulle godkendes af Elin & Charles Lindleys Stiftelse, en fond der udspringer af den svenske fagbevægelse, og som er initiativtageren til Cabotagestudien.
Af aftalen med NLA fremgik det også, at forskerne skulle drive projektet uafhængigt af sponsorernes interesser. Over for mig gav Henrik Sternberg flere gange udtryk for, at det især var svært at håndhæve denne uafhængighed i Danmark, hvor debatten efter hans opfattelse var meget anderledes end i Sverige. Han udtrykte, at debatten i Danmark var løbet af sporet efter hans opfattelse.
Jeg vil desuden gerne dementere, at jeg eller ITD skulle være bange for Cabotagestudien, som Lastbil Magasinet skriver i en anden artikel. Det har jeg på intet tidspunkt givet udtryk for. Jeg har personligt fulgt projektet tæt og læst rapporten med stor interesse.
Ud fra min rent faglige vurdering er projektrapporten fra juni 2014 imidlertid mangelfuld og kritisabel.
Jeg bygger min kritik på, at studiets resultater ikke fremlægges på en objektiv og systematisk måde, så udenforstående kan skelne imellem forskernes egne antagelser og nøgne fakta.
Ud fra en politisk vurdering er der intet i Cabotagestudien, der bekymrer mig. ITD ser gerne en opstramning af de europæiske regler med henblik på fortsat at begrænse cabotagekørsel og samtidig gøre det nemmere at kontrollere. Men vi vil fortsat insistere på at diskutere ud fra solide fakta – ikke ud fra vandrehistorier eller mediestunts.
Nikolaj Stig Nielsen
Erhvervspolitisk chef, ITD
Svar:
Kære Nikolaj
1) I artiklen ”- Cabotageforsker blev udsat for pres” fremgår det, at du i samtaler med Henrik Sternberg fik ”fornemmelsen” af, at der var en sammenhæng mellem det, at der blev givet støtte, og ønsket fra de nævnte organisationer om bestemte konklusioner i rapporten. Det er denne sammenhæng, ”fornemmelsen” refererer til – og ikke at der blev givet støtte i sig selv. Det er en udlægning, som du selv bekræfter i et foregående citat (som du selv har fremsendt til os) i artiklen. Der er således ikke behov for en korrektion.
2) Længere nede i dit indlæg kommer du til at blande tingene sammen. Det er nemlig ikke Lastbil Magasinet, der skriver, at ITD er bange for konklusionerne i en ny rapport. Derimod citeres en 3F-kilde, der peger på dette som en mulig årsag.
3) Lastbil Magasinet interesserer sig for såvel proces som substans. Derfor er det da også ærgerligt, at du ikke fortalte de ting om forløbet, som du ridser op i dit ovenstående indlæg, da Lastbil Magasinets journalist kontaktede dig forud for artiklen for at spørge ind til dine synspunkter og få uddybet baggrunden for dem. I stedet gemte du disse oplysninger til dette efterfølgende debatindlæg. Men det er jo dit valg.
Redaktionen, Lastbil Magasinet
[add:338]