DEBAT: Stop nu den hetz
Stop nu den hetz mod disse mennesker. I dag er det således, der er ingen firmaer, der har lagre. Lagrene er på lastbilen. Firmaerne, der skal have varen mandag morgen, vil ikke have dem holdende. De må ikke holde på rastepladserne. De må ikke holde på havnene. Hvor skal de så holde?
Vi skal vel kun nogle få år tilbage, da gjorde danskerne det samme. Har aldrig selv kørt eksport, men har hørt mange historier om, hvordan der blev festet i Vebertino, Italien Denekam, Holland og nok andre steder. Men det er nok glemt.
Jeg vil da heller ikke håbe, at danske eksportchauffører, der endnu kører eksport, bliver jagtet på samme måde.
Vi kan ikke undvære disse mennesker. Rigtig mange firmaer mangler chauffører. Det er fremme i dagspressen, at der mangler 4.000 nye chauffører, og rigtig mange firmaer søger selvstændige vognmænd.
Tænk den tanke, at hvis vi ikke havde disse mennesker til at hjælpe os, så var der måske ligefrem risiko for, at vi kom til at sulte. Jeg mener, det er utopi at få danske chauffører i det omfang til at køre eksport. Unge mennesker vil ikke arbejde på disse betingelser. Det er jo ikke let at hente børn i børnehaven, hvis man er på vej til Spanien.
Jeg mener også, at vi arbejder med nogle regler, der er alt for svære at håndtere. Ikke engang politi eller anklagemyndighed kender reglerne. Så er det op ad bakke.
Jeg har ikke løsningen. Men der skal nytænkning til, og der har politikere, organisationer og 3F en opgave.
Peter Husum
Gartnervænget 16
8500 Grenaa
[add:484]