ITD og busserne talte for chauffør-udlån
Medlemmerne af Folketingets Transportudvalg måtte torsdag lægge ører til beklagelser fra to af de organisationer, som kæmper for at bevare udlånsordningen, som den findes i godskørselsloven i dag.
ITD og Danske Busvognmænd var nemlig mødt op i udvalget for at forklare, hvorfor det efter deres mening er uhensigtsmæssigt at afskaffe udlånsordningen omkring chauffører, som ifølge de to organisationer hidtil har fungeret fint og givet vognmændene lidt fleksibilitet i hverdagen.
»Vores medlemmer er rigtigt kede af at miste ordningen, og vores fornemmelse er, at det er en række misforståelser, der har ført til, at en velfungerende ordning nu må lade livet. Der skal ikke være tvivl om, at det ikke er noget, vognmændene generelt ønsker,« siger ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen.
Stikpiller til DTL og 3F
Han opfordrede på mødet politikerne til at tage transportvirksomhederne mere med på råd, når de rører ved transportlovgivningen.
»En enkelt vognmandsorganisation har forlovet sig meget tæt med chaufførernes fagforening, og det er de jo i deres gode ret til. Men nu kan denne alliance tage æren for, at helt almindelige danske vognmænd mister deres udlånsordning for chauffører,« siger Jacob Chr. Nielsen med slet skjult henvisning til DTL og 3F.
I debatten om udlånsordningen og afskaffelsen af den har især transportfirmaet Kim Johansen og dets model med at anvende østeuropæiske chauffører i danske lastbiler som noget af det, der skulle til livs med lovændringerne. Men ifølge ITD-bossen vil afskaffelse af udlånsordningen ikke virke imod brugen af udenlandske chauffører.
»Den enkelte navngivne vognmand, som man gerne vil ramme med lovforslaget, flytter blot sine lastbiler over på udenlandske nummerplader og fortsætter nøjagtigt som hidtil,« siger Jacob Chr. Nielsen.
[add:452]