Scania styrker Driver Academy
Hos Scania er der stor efterspørgsel på uddannelse af chauffører, og derfor starter Torben Rasch pr. 1. juni som coach og træner på Scania Driver Academy i Ishøj.
Det nye job består bl.a. i at undervise og coache Scania Driver Academys kursister i økonomisk kørsel og køre- og hviletid.
»Brændstof udgør i gennemsnit 41 pct. af de samlede omkostninger i livscyklussen på en lastbil og er langt den største udgift for virksomheder ved transportkørsel. Derfor er flere og flere virksomheder begyndt at investere i uddannelse for chauffører for at bringe forbruget ned, og det kan man gøre ved at uddanne dem i at køre lastbilen optimalt,« siger chef for Scania Driver Academy, Erling Pedersen.
Torben Rasch har mange års erfaring som underviser og rådgiver inden for transportbranchen og har i de seneste fem år undervist fast hos bl.a. TUC.
Torben Rasch er godkendt sikkerhedsrådgiver inden for farligt gods, og derfor vil Scania i fremtiden kunne tilbyde denne ydelse til de kunder, der har behov for rådgivning. Han har også stor erfaring på kørehviletidsområdet og vil indtræde i Scanias rådgivningsteam.
[add:485]