DI Transport forsvarede udlånsordningen
DI Transport og ATL var onsdag eftermiddag i foretræde for Folketingets Transportudvalg. Formålet var at forsvare udlånsordningen, som regeringen lægger op til at afskaffe. DI Transport og ATL mener, at det rammer både busvognmænd og godsvognmænd, hvis der fremover kun må benyttes ansatte chauffører i den virksomhed, der har tilladelsen, eller chauffører fra godkendte vikarbureauer.
»Forslaget medfører en unødvendig indskrænkning af den fleksibilitet, som er nødvendigt for vognmænd for at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor bad vi Folketingets Transportudvalg om at overveje alternative løsninger,« siger branchedirektør Michael Svane fra DI Transport til DI Transports hjemmeside.
Administrative byrder
Regeringen anfører i bemærkningerne til lovforslaget, at chaufførvikarordningen giver den nødvendige fleksibilitet. Men det afviser DI Transport, der bl.a. påpeger, at det kræver forudgående tilladelse fra Trafikstyrelsen for at blive vikarvirksomhed.
»Chaufførvikarordningen giver ikke den tilstrækkelige fleksibilitet, og især for mindre vognmænd er der en administrativ byrde forbundet med at blive godkendt som vikarvirksomhed,« siger Michael Svane videre til sitet.
Det fremgår af lovforslaget, at regeringens embedsmænd vurderer, at udlånsordningen er i strid med EU-reglerne. I DI Transport er man enig i, at EU-reglerne skal overholdes, men mener ikke det er nogen undskyldning for at afskaffe ordningen.
»Vi mener, at man godt kan bevare udlånsordningen og bringe den i overensstemmelse med EU-reglerne. Ordningen har eksisteret i godt 20 år uden problemer, så det var måske værd at undersøge, hvordan EU-Kommissionen forholder sig til ordningen, inden man laver et så vidtgående indgreb mod transportbranchen,« siger Michael Svane.
Ikke et problem
På samrådet i Folketingets Transportudvalg blev der rejst spørgsmål ved, om udlånsordningen kan bruges til at omgå overenskomstkravet i godskørselsloven. Det afviser DI Transport.
»Virksomheden, der låner en chauffør ind, skriver under straffeansvar og med risiko for at miste sine tilladelser under på, at man vil overholde overenskomstkravet i godskørselsloven. Det er ikke sværere at kontrollere end vikarordningen, så det mener vi ikke er et problem,« siger Michael Svane.
Derudover er der i dele af Folketinget bekymring over at afskaffelsen af udlånsordningen vil skade konkurrenceevnen for danske vognmænd. Og det er en bekymring DI Transport deler, lyder det i pressemeddelelsen.
[add:485]