DEBAT: Hvor dårlige chauffører skal vi have?
Hvor langt er DSV, FREJA, ITELLA, Frode Laursen og den resterende del af den danske speditør- og udflagede vognmandsbranche parate til at gå, når priserne på det danske transportmarked skal sønderbombes?
Grænsen for, hvor dårlig en chaufførstand de vil have til at distribuere deres pakker rundt i Europa, bliver hele tiden flyttet, og det sker i takt med, at nye lande bliver optaget under EU’s blå fane.
Manglende undervisning
I mange af disse nye EU-lande er der en stor forekomst af korruption, og ud fra utallige klip fundet med en simpel googling på nettet samt de faktiske forhold ude i trafikken, kan man vel med rette antage, at det i nogle af disse lande er muligt at erhverve sig et kørekort og måske endda selveste EU-kvalifikationsbeviset uden at have haft den fornødne undervisning.
Vi er også nødt til at forholde os til det sikkerhedsmæssige aspekt, for udover den i mange tilfælde manglende uddannelse er det jo ingen hemmelighed, at østeuropæiske chauffører i vid udstrækning også har en anden tilgang til alkohol end størstedelen af de danske.
Politisk indgreb er nødvendigt
Danske chauffører på danske biler og til dansk løn. Det burde være en selvfølge, og når speditører og udflagede vognmænd ikke kan finde ud af reglerne, så må de have politisk hjælp. Vi skal heller ikke glemme de horrible forhold, som disse nutidens nomader/slaver bliver budt, og for at modvirke dette har jeg følgende forslag.
1. Jeg går ind for kæde-ansvar, og i grove tilfælde må man se på, om ikke man skal involvere transportkøberen.
2. Større bøder til speditører og beslaglæggelse af HELE vogntoget indtil bøderne er betalt.
3. Der skal strammes op på ulovlig afholdt weekend-hvil i lastbilerne, og både kontrol og bøder skal skærpes på området. Vi skal op på niveau med Frankrig og Belgien, hvor det rask væk koster op imod 30.000 euro for en sådan forseelse.
4. Der skal ryddes gevaldigt op i trafikstyrelsen, så cabotage-reglerne (national kørsel i udenlandsk registrerede køretøjer) bliver fortolket som de er tiltænkt.
Blot for at undgå misforståelser så findes der selvfølgelig dygtige østeuropæiske chauffører, ligesom der findes dårlige danske, men generelt er den danske chaufførstand dog lysår foran den østeuropæiske, hvilket også selvsagt skyldes en anderledes uddannelse og arbejdsmæssig opvækst.
Michael Nedersøe, folketingskandidat for Dansk Folkeparti Århus Østkredsen (Østjyllands Storkreds)
8700 Horsens
[add:471]