ITD får mere styr på kandidaterne
To vedtægtsændringer blev vedtaget på ITD’s generalforsamling, der fandt sted i Vejle lørdag.
Bestyrelsen foreslog, at kandidater til bestyrelsen skal meldes senest fire uger før generalforsamlingen. Et lignende forslag blev fremsat i 2013 – dengang lød forslaget på otte uger – og 77 stemte dengang ja, mens 68 stemte nej. Forslaget faldt dog dengang alligevel på reglen om, at to tredjedele af generalforsamlingen skal stemme ja.
Denne gang lykkedes det dog at hive de to tredjedeles flertal hjem. ITD’s generalforsamling var i år lukket for pressen, men ifølge en pressemeddelelse fra ITD blev forslaget vedtaget med ”stort flertal efter afstemning”.
Kritikere af forslaget fremførte i 2013, at det ses som et forsøg på at styrke bestyrelsens mulighed for at håndplukke nye medlemmer - bl.a. med henvisning til generalforsamling i 2011, hvor nuværende bestyrelsesmedlem Inge-Merete Koch først meldte sit kandidatur på selve generalforsamlingen og derefter lykkedes med at blive valgt ind på bekostning af bestyrelsens kandidat, Kim Johansen.
En vedtægtsændring om ophævelse af ordningen med interne revisorer blev også gennemført på generalforsamlingen.