Arbejde med slidlag spærrer spor
Til sommer kommer der nyt slidlag på asfalten i østlig retning fra Middelfart til Nørre Aaby, sådan som der allerede er den anden vej i vestlig retning.
Fynske Motorvej blev udvidet fra fire til seks spor mellem Middelfart og Nørre Aaby 6. oktober sidste år, og siden da har der været forskel på køreoplevelsen mod vest og øst.
Egentlig skulle slidlagsarbejdet i begge retninger først udføres i 2015, men entreprenøren nåede at lægge det nye slidlag i nordsiden af motorvejen, så kun slidlaget i sydsiden i østlig retning fra Lillebæltsbroen måtte vente til foråret.
Arbejdet med at lægge det nye slidlag medfører dog visse trafikale ændringer.
Allerede nu oplever trafikanterne, at sporet ind mod midten periodevis bliver spærret af. Senere vil ramperne på tilslutningsanlæggene 58a og 58b i perioder være lukkede om natten, og der vil være hastighedsnedsættelser til 80 kilometer i timen.
Slidlaget på udvidelsesstrækningen er efter planen klar til brug den 12. juni 2015. Herefter mangler vedligeholdelsesarbejde i begge ender af udvidelsesstrækningen - lige øst for Lillebæltsbroen og omkring Nørre Aaby. Det forventer Vejdirektoratet at være færdig med i løbet af sommeren 2015.
[add:480]