Gasdrevne lastbiler til Region Nordjylland
De første gasdrevne lastbiler til Region Nordjylland er leveret. Der er tale om to P280 Scania Co2-neutrale biler, som er leveret af Stiholt.
Lastbilerne skal fra 1. april distribuere medicin til Region Nordjylland og dermed hjælpe med regionens mål om at reducere CO2-udledningen med 2% om året frem til 2025.
De to Scania lastbiler er begge opbygget med Igloocar klimakasse med Carrier klimamaskiner. Opbygningen er leveret af Vibocold.
Skærpede krav
Et nyt EU direktiv har medvirket til, at Sundhedsstyrelsen har skærpet kravene til distribution af medicin. Dette skal træde i kraft 1. april, så regionen bruger marts til at efteruddanne chaufførerne til håndtering af medicin.
Lastbilerne er netop også udstyret med klimaanlæg og opdelt rum, så der kan transporteres varer og medicin med forskellige behov og krav.
Driftssikkerhed
Kørselsleder Per Juul er spændt på at få de to Scania lastbiler i drift.
»Selvfølgelig bliver det spændende med driftssikkerheden, nu når det er en ny teknologi, men Stiholt har garanteret en service på 350 km radius, så jeg stoler på det kommer til at virke, siger han.
Region Nordjylland indgik i 2010 en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at blive landets første KlimaRegion.
Som KlimaRegion forpligter Region Nordjylland sig til at nedbringe CO2-udledningen med 2 procent hvert år indtil 2025.
[add:338]