Nyt forsøg med el til køletrailere
Energiselskabet SE er gået sammen med Innovationscenter for Logistik og Transport (ILT) om at finde energibesparelser på køletrailere.
Projektet handler i sin essens om at kunne levere strøm via el-standere til køletrailere/-containere, når lastbilerne holder stille hos vognmænd eller på transportstrategiske steder som fx i Padborg, således at nedkølingen af lastbilernes trailere eller containere kommer fra strøm frem for via store dieselmotorer, som det er tilfældet i dag. Løsningen kan være både miljøvenlig, støjreducerende og en økonomisk god forretning. Foreløbige erfaringer viser en besparelse på omkring 48.000 kr./år pr. stander.
»Godstransportbranchen er meget konkurrenceudsat og derfor er alle tiltag, der kan nedbringe udgifterne og øge konkurrenceevnen interessante for en vognmand. Alle er stort set enige om, at grønne løsninger er vejen frem også inden for vejgodstransporten, men løsningerne er ofte dyre. Cool Connection har vist os, at man ved at sætte køletrailere til el-nettet, når de holder parkeret, har mulighed for at spare op til 80 procent af driftsomkostningerne,« siger Poul Bruun, innovationsdirektør for ILT.
SE vil med ILT’s opbakning levere koncept, viden og nødvendig støtte til at komme i gang med at etablere projektet hos den enkelte vognmand. Selve installationen gennemføres af kundens egen elektriker, og SE sørger blot for, at det bagvedliggende net er i stand til at levere den nødvendige effekt.
[add:452]