Vognmandsforening vil ikke fusioneres
Nordre Birks Vognmandsforening har sagt pænt nej tak til at fusionere med Kjøbenhavns Vognmandslaug
På generalforsamlingen for nylig blev det til et enstemmigt nej til Lauget, som på det seneste har genoptaget invitationen om et tættere organisatorisk samarbejde, lyder det fra Nordre Birks Vognmandsforening i en pressemeddelelse.
Beslutningen blev truffet ved en håndsoprækning, hvor alle var for at bevare den organisatoriske selvstændighed.
Det var en særdeles tilfreds formand, som konstaterede den 100 pct. brede enighed om at bevare Nordre Birk som en selvstændighed vognmandsforening.
»Vi håber dog at kunne fortsætte det gode og fornuftige samarbejde med Lauget. Også selv det hverken blev til forlovelse eller ægteskab,« siger Ole Frederiksen.
Mange nye medlemmer
På generalforsamlingen kunne formanden glæde sig over nogle fine medlemstal.
I løbet af det seneste år har foreningen fået 16 nye medlemmer. Andre foreninger slås med tilbagegang i medlemstallet. Aktuelt har Nordre Birk godt 150 aktive medlemmer.
»Nu kommer de gode resultater ikke af sig selv. Bestyrelsen og andre gode kræfter har virkelig været oppe på mærkerne og haft fat i mulige medlemmer. Det er lykkedes at få flere med i fællesskabet i Nordre Birk, som er en stabil og velfungerende forening med en sund økonomi.«
»På vitale punkter har vi det lidt bedre end andre vognmandsforeninger, og det er vi stolte af. Vi er i den grad rustet til alle aktuelle og kommende udfordringer,« sagde Ole Frederiksen.
[add:478]