Informationsmøde om den nye fjordforbindelse
Vejdirektoratet er ved at lægge sidste hånd på designet af både broen og motortrafikvejen, der vil udgøre den nye forbindelse over Roskilde Fjord. Derfor indbyder de til informationsmøde. Det finder sted i Frederikssund Hallerne torsdag den 19. marts kl. 19.00 – 21.30.
Her vil der være en generel orientering om projektet og tidsplanen for anlæg af en motortrafikvej syd om Frederikssund og en højbro over Roskilde Fjord. Derefter vil der komme mere specifikke indlæg om de aktiviteter, der snart går i gang i marken.
I forbindelse med informationsmødet vil der være mulighed for at kigge på en udstilling om projektet samt lejlighed til at få en snak med nogle af Vejdirektoratets fagfolk.
Efter en pause vil der være en spørgerunde, hvor der kan stilles spørgsmål til bl.a. Vejdirektoratets projektleder på fjordforbindelsen Niels Korsgaard.
I december 2014 besluttede Folketinget, at der skal etableres en ny motortrafikvej på en højbro over Roskilde Fjord. Broen skal forbinde Frederikssund og Hornsherred og skabe bedre forbindelse til Hovedstadsområdet.
Vejdirektoratet skal anlægge en knap 10 km 4-sporet motortrafikvej syd for Frederikssund. Inklusiv en højbro over Roskilde Fjord på ca. 1,4 km
Samlet budget for projektet er ca. 2 mia. kr.
[add:38]