Bøjden-Fynshav med plads til dobbelt så mange
Knap en fordobling af kapaciteten. Et helt nyt pendlerområde med gratis Wi-Fi. Ny og moderne indretning i alle passagerområder. Der er noget af ansigtsløftningen på den nye AlsFærge, som fredag blev indviet med den første officielle sejltur mellem Bøjden og Fynshav.
Den nye AlsFærge hedder M/F Fynshav oghar tidligere været benyttet på den nu nedlagte rute mellem Kalundborg og Kolby Kås på Samsø.
Siden da har den været udsat for et månedlangt værftsophold med en lang række forbedringer til følge. Ud over de nævnte områder har færgens maskineri fået en større overhaling, ligesom der er indrettet en stor dagsalon i området, hvor der tidligere var bar og dansegulv. Ligeledes er færgens shop-område blevet udvidet, og der er indsat nye toiletter og nye saloner til henholdsvis børnefamilier og rejsende med hund.
M/F Fynshav bliver den primære færge på ruten mellem Fynshav på Als og Bøjden på Fyn. Færgen har plads til 90 biler samt 550 passagerer. Overfarten varer 50 minutter, og for at sikre timedrift i dagtimerne i sommersæsonen bliver ruten suppleret med færgen M/F Frigg Sydfyen, der ligeledes står foran en opgradering i særligt passagerområderne.
[add:477]
[add:474]