DEBAT: Piv, Piv !!
Så kom vi ind i 2015 med den glædelig information om, at den tyske mindsteløn, på 8-50 euro + evt. tillæg, som er gældende her fra årsskiftet, gælder alle, der arbejder på tysk jord, uanset hvor i verden man kommer fra, og uanset, om man er bager eller lastbilchauffør.
Når vi nu ved, at lastbilchauffører aflønnes med helt ned til 1200 euro pr. måned., (måske mindre ) er det et skridt i den rigtige retning for at komme social dumping til livs - og som de fleste fornuftige mennesker trods alt ønsker.
Den danske transportbrache er i chok - og det er der nok flere grunde til, dels det, at man nu skal til at indberette til finanzamt, inden arbejdet i Tyskland påbegyndes, med det besvær dette måtte medføre, men nok mere udsigten til, at man kommer til at betale noget mere i løn til sine ansatte.
Jeg mener, løsningen med disse besværligheder om inberetninger, registreringer af arbejdstider og opbevaring af data i mindst 2 år ligger lige til højrebenet, nemlig, -betal 3000-€ / ca. 22500-kr i løn til chaufførerne, så skal man jo ikke indberette noget til finanzamt, og det er en løn, der ville være rimelig, set i forhold til, at en chauffør arbejder ca 60 timer om ugen, og for mange chaufførers vedkommende, lever en chauffør et kummerligt liv i en lastbil i flere måneder ad gangen, - hvilket, i øvrigt ikke er lovligt ifølge køre- og hviletidsbestemmelserne.
Danske speditører, DI transport og ATL er endda så chokerede, at man opfordrer den danske regering til at tage sagen op med de tyske myndigheder, idet man mener, at det er i strid med princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, - det har jeg nu svært ved at se, når et regelsæt er ens for alle, kan der vist ikke være noget til hindring for, at arbejdskraften kan bevæge sig frit, alle skal jo bare overholde gældende regler i de lande man arbejder i.
Vognmand Leif Therkelsen
Fitting Stationsvej 13
6622 Bække
[add:338]