Epilepsi-dom om to uger
I Københavns Byret blev den retssag, som 3F har anlagt imod Justitsministeriet, oprullet torsdag. Sagen drejer sig om de nye EU-regler, der fratager chauffører det store kørekort, hvis de har fået medicin mod epilepsi inden for de seneste 10 år.
Tidligere var reglerne sådan, at man skulle have været anfaldsfri i 10 år - men nu er medicin altså også på den sorte liste, og det har kostet et stort antal lastbilchauffører kørekortet - og jobbet.
3F har valgt chaufføren Peter Læssøe Jensen til at køre en prøvesag, og udfaldet af sagen kan få stor betydning for de øvrige chauffører, der er berørt af regel-ændringen.
Der afsiges dom i sagen 3. juli.
[add:451]