Nu får chauffører med modulvogntog flere rastepladser
Et stort ønske fra de danske lastbilchauffører opfyldes i den kommende tid, når Vejdirektoratet åbner 11 nye rastepladser til brug for dem, der kører med de store modulvogntog.
De nye rastepladser har længe været efterspurgt af chaufførerne, der har savnet muligheder for at hvile og komme på toilettet, når de fragter modulvogntog rundt i landet.
Hidtil har chaufførerne kun haft mulighed for at benytte 19 rastepladser. Men det tal forøges altså til 30 i starten af juli.
Transportminister Magnus Heunicke udtaler:
»Nu kan vi tilbyde de chauffører, der tilbringer mange timer på vejen ordentlige muligheder for at holde pause og få ordnet wc-besøget. Sådan er det for andre på arbejdsmarkedet, og sådan skal det selvfølgelig også være for dem.«
På grund af størrelsen kræver modulvogntog generelt mere plads i sving og vejkurver og ved parkering i forhold til almindelige lastbiler. Det gælder også rastepladserne langs motorvejene.
Følgende rastepladser vil i starten af juli blive åbnet for modulvogntog:
Gudenå V, Nordjyske Motorvej
Gudenå Ø, Nordjyske Motorvej
Frøslev V, Sønderjyske Motorvej
Lillebælt N, Fynske Motorvej
Antvorskov N, Vestmotorvejen
Kongsted N, Vestmotorvejen
Kongsted S, Vestmotorvejen
Piberhus Ø, Sydmotorvejen
Isterød Ø, Helsingørmotorvejen
Isterød V, Helsingørmotorvejen
Kornerup S, Holbækmotorvejen
[add:435]