Smallere motorvej ved vejarbejde
Banedanmark anlægger en ny højhastighedsbane mellem København og Ringsted, og Banedanmark er nu nået til, at banen skal under Holbækmotorvejen i en 250 meter lang diagonaltunnel og motorvejsbroen ved Brøndbyøstervej skal rives ned, og en ny bro skal etableres.
For at kunne gennemføre disse projekter har Banedanmark over de seneste måneder anlagt en midlertidig 6-sporet motorvej på den inderste del af Holbækmotorvejen, og i denne uge flyttes trafikken fra den eksisterende motorvej til den nye midlertidige motorvej.
Arbejdet med at flytte trafikken foregår som aften- og natarbejde, og skiftet sker i to etaper. Aftenen og natten mellem tirsdag den 17. juni og onsdag den 18. juni i tidsrummet mellem kl. 19.00 og 06.00 flyttes trafikken ud af København mod Holbæk til den nye midlertidige motorvej. Og den efterfølgende aften/ nat mellem onsdag den 18. juni og torsdag den 19. juni ligeledes i tidsrummet mellem kl. 19.00 og kl. 06.00 forlægges trafikken i indadgående retning mod København fra Holbæk.
Den midlertidige motorvej har lidt smallere kørespor end en normal motorvej, der er ikke noget nødspor og det sammen med vejens forløb gør, at Vejdirektoratet af hensyn til både trafiksikkerheden og fremkommeligheden har nedsat hastigheden til 80 km/t. Derfor må trafikanterne i myldretidsperioderne forvente lidt længere rejsetid på strækningen.
Banedanmark forventer, at arbejdet med diagonaltunnelen strækker sig over 13 måneder. Og derefter vil trafikken blive lagt tilbage på den oprindelige Holbækmotorvej, når den er reetableret.
[add:450]