Godt nyt for nordiske vogntog
Transportministre opretholder status quo for grænsekrydsning med lastbiler
EU's transportministre, der mødtes torsdag i Luxembourg, tog EU-Parlamentets holdning til sig vedrørende spørgsmålet om grænsekrydsninger af modulvogntog, længere og tungere lastbiler. Står det nemlig til ministerrådet, vil der ikke i det nye direktiv om vægt og dimensioner blive ændret på forholdene, som de er i dag.
Det glæder formand for Nordic Logistics Association og adm. direktør i DTL Erik Østergaard, der har lagt vægt på, at der ikke kommer barrierer for den nordiske trafik:
»Ministrene følger dermed Kommissionens holdning og ligger på linje med beslutningen i Europa-Parlamentet, og vi kan dermed se frem til, at det forhåbentlig bliver endeligt politisk vedtaget. Både Rådet og Parlamentet har handlet hurtigt i denne sag, hvilket er godt for mere effektive, miljøvenlige og mere sikre lastbiler på Europas veje.«
Den svenske infrastrukturminister Catharina Elmsäter-Svärd har i en pressemeddelelse udtrykt samme glæde over, at der nu politisk er opnået enighed på dette område:
»For Sverige er det vigtigt at tillade lange og tunge køretøjer at køre i grænseoverskridende trafik. Det gavner miljøet og er en mere effektiv måde at transportere på,« udtalte hun efter mødet.
Ingen ændringer
Både beslutningen hos EU-Parlamentet, og nu hos ministrene, om at opretholde status quo for trafik med modulvogntog, længere og tungere lastbiler – og ikke følge Kommissionens forslag om specifikt at nævne grænsekrydsning i direktivet – har afstedkommet spekulative fortolkninger om, at muligheden for grænsekrydsning afskæres fremadrettet.
»Det er ikke tilfældet, som man jo også kan se på den svenske ministers udtalelse. Opfattelsen er, at tingene kan fortsætte som hidtil,« påpeger Erik Østergaard.
Hvad angår mere sikre og aerodynamiske køretøjer er ministrenes enighed ifølge Erik Østergaard et skridt frem, men det vil tage tid at få disse køretøjer på markedet, konstaterer han:
»Det er selvfølgelig beklageligt, så jeg vil opfordre lastbilproducenterne til, at de fortsætter med at udvikle og anvende andre løsninger, der bidrager til at køre lastbiler endnu mere sikrer og miljøvenlig, både i byerne og på vejene i det åbne land.«
Sagen skal nu forhandles færdigt med Europa-Parlamentet i løbet af efteråret.
[add:449]