Bulgarsk skræk-vogntog standset
Blanke køreskiver, magnet på gearkassen, kørselsforbud på hængeren og dårlige bremser på forvognen.
Meget var galt med det bulgarske vogntog lastet med laks, som norsk politi forleden med god grund fik mistanke til ved norske Skedsmokorset.
De vinkede bilen ind til siden ved en rasteplads – men et par kolleger i en anden bil så, at chaufføren stoppede og skaffede sig af med en magnet, inden han fulgte efter ind til kontrol. Det skriver tungt.no.
Ganske rigtigt var køreskiverne også dejligt rene på den gamle Volvo FH – og kort efter fandt man også den bortkastede magnet. Chaufførens kørebøger viste også en flittig kørsel de seneste dage – hvilket ikke just afspejlede sig på hans køreskiver.
Det viste sig i øvrigt også, at hængeren havde fået kørselsforbud i Sverige, hvor vogntoget kom fra – og en nærmere inspektion af forvognens bremser viste også store mangler.
Alt sammen betød det kørselsforbud og sigtelse på stedet til chaufføren.
[add:446]