Vestfyn havde vejret med sig
8663 besøgte transportmessen Vestfyn Trækker 2014 i Ejby. Den nye Fiat Ducato løb med titlen som Årets Varebil, modellen Lærke fik to gange dekoreret sin afklædte krop med lastbilmotiv, og Johnny Jensen blev kåret til Danmarks bedste kranfører.
Vejrguderne tilsmilede årets største transportmesse, Vestfyn Trækker 2014, der blev afholdt ved VBG i Ejby i weekenden fra den 23. til 25. maj. Efter et regulært skybrud, kort før det lokale folketingsmedlem Lars Chr. Lilleholt (V) åbnede udstillingen, holdt det tørvejr det meste af weekenden med en del sol og temperaturer omkring 20 grader. 8663 besøgte ifølge arrangørerne messen, hvilket er det højeste tal i udstillingens historie.
Bedste kranfører fundet
[pic:21971]»Jeg er stolt over at være del af en sektor, som til trods for svære forhold formår at stå sammen og løfte i flok, og hvor man tænker kreativt for at blive stadig mere konkurrencedygtig. Det er også i kraft af de egenskaber, Vestfyn Trækker bliver større og større for hver gang,« lød det fra direktør Per Mikkelsen fra VBG i hans åbningstale.
På SAWOs stand blev en danmarksmester fundet, da nordsjællænderen Johnny Jensen vandt den indledende runde af HIABs jagt på verdens bedste kranfører. På blot to minutter og 43 sekunder gennemløb han forhindringsbanen – forbi de opstillede dunke, under en bom og ned i en tønde. Den 41-årige chauffør repræsenterer derfor Danmark, når den internationale vinder skal findes.
Maleri fra Volvo til kvindekrop
[pic:21972]På Bridgestones stand tog den amerikanske kunstner Ray Hill opstilling ved siden af en farverig lastbil, som det har taget ham to måneder at dekorere i fri hånd og uden nogen form for skitse. Efter nogen overvejelse takkede maleren ja til en utraditionel udfordring fra dækfirmaets salgs- og marketingchef – nemlig at spraymale samme motiv på modellen Lærke. Kun iført trusser lagde hun velvilligt krop til eksperimentet både fredag og lørdag, og begge gange blev resultatet fint.
»Jeg har aldrig malet på et menneske før, men jeg bruger præcis samme airbrush på Lærkes krop, som jeg lavede en stor del af lastvognen med,« afslørede en koncentreret Ray Hill midt i arbejdet.
[add:447]