MINDEORD: Henning V. Petersen er død
Med stor sorg har vi erfaret, at vognmand Henning V. Petersen, Haastrup ved Faaborg, døde natten til den 20. maj efter en tragisk arbejdsulykke på Kolding Havn.
Det smerter os endnu mere, når vi tænker på, at så sent som på den nystiftede forening Fyns Vognmandsforening generalforsamling i marts måned blev Henning gjort til æresmedlem af foreningen for sit utrættelige arbejde for de sydfynske vognmænd. Det var også hans fortjeneste, at Sydfyns og Fyns Amts vognmandsforeninger for nylig kunne gøres til én forening – selv om han havde sine forbehold.
Henning V. Petersen var først med i bestyrelsen for Faaborg Vognmandsforening, der senere blev lagt sammen med andre sydfynske vognmandsforeninger til Sydfyns Vognmandsforening. Her sad Henning hele 17 år i bestyrelsen – heraf de 12 år som formand.
Som selvkørende vognmand var Henning vidt omkring i hele regionen, og han var både med i bestyrelsen for DTL Region Syd og deltager i netværket for selvkørende vognmænd. Han gik med liv og sjæl ind i debatterne om vognmændenes forhold og eksistensbetingelser, og ikke sjældent kunne han findes i avisspalterne.
Arbejdstidsregler, konkurrencen fra traktorerne og ikke mindst trafiksikkerheden havde Hennings store bevågenhed. Her gjorde Henning skolebesøgene til et kerneområde. Han så en god mission i at undervise skolebørnene i at færdes omkring lastbiler.
Flaget står flottest i blæsevejr, og Henning var med sin livskraft og kamplyst en synlig inspiration for alle. DTL har mistet et loyalt og hårdtarbejdende medlem. Vores tanker går nu til Hennings hustru Anne og deres to døtre. Æret være hans minde.
Bisættelsen finder sted onsdag den 28.maj kl. 11.00 fra Haastrup Kirke 5600 Fåborg.
Martin Danielsen, formand for DTL
Frants Hansen, formand for Fyns Vognmandsforening