10.000 lastbiler benytter nu Scanias fartskriveroverførsel
Scania kunne forleden byde lastbil nr. 10.000 velkommen i sit internationale system for overførsel og opbevaring af fartskriverdata i henhold til EU´s køre-/hviletidsregler. Det runde tal blev passeret, da det danske vognmandsfirma Lasse og Kaj Holmgaard Pedersen i Glyngøre nord for Skive tjekkede deres nye Scania R 560 ind på Scanias sikre hotel for fartskriverdata. Det skriver Scania i en pressemeddelelse,
Blandt de mange regler og lovkrav, som virksomheder i transportbranchen skal overholde, er indsamling og opbevaring af fartskriverdata for virksomhedens chauffører og køretøjer. Det gælder både oplysninger om chaufførernes køre-/hviletid samt driftsdata fra hele vognparken, og det gælder, uanset om virksomheden råder over ét eller 100 køretøjer.
Scania benytter den standardmonterede Communicator kommunikationsenhed i lastbilen til at overføre fartskriverens registreringer til kundens internetportal. Når de vitale data er overført, lagres de på Scanias sikre servere, så virksomheden let og hurtigt kan få adgang til dem f.eks. i forbindelse med en virksomhedskontrol.
»
Da vi investerede i ny bil, var det oplagt at tage Scanias abonnement på overførsel af fartskriverdata med i købet. Så slipper vi for at sidde i førerhusene og overføre data fra førerkortet via en kortlæser til en computer hjemme på kontoret, og vi slipper for at opbevare, tage backup osv. Nu kører det hele automatisk, og det sparer både tid og bekymringer,
«
fastslår vognmand Lasse Holmgaard Pedersen.
[add:38]