Slut med at sejle til Harwich
DFDS A/S indstiller driften af RoPax-ruten mellem Esbjerg og Harwich på den engelske østkyst, fordi ruten ikke kan bære de store ekstra omkostninger ved de kommende svovlkrav til skibsfarten i Nordsøen.
Den sidste tur på ruten sejles 29. september. DFDS samler nu kræfterne om at sikre den store fragtskibsrute mellem Esbjerg og Immingham og de mange arbejdspladser, som også denne rute skaber.
»DFDS vil gøre alt for at sikre vores fragtkunder en fortsat god service på fragtruten mellem Esbjerg og Immingham. Her kan vi med to store moderne skibe tilbyde daglig afgang i begge retninger med en overfartstid på 18 timer. Også denne rute vil dog blive ramt af de meget store ekstra omkostninger, som følge af de nye svovlregler. Derfor må vi fokusere skarpt på vores omkostninger for at stoppe den overførsel af fragtmængder til transport via landevejen, som ellers vil være en følge af de nye svovlregler. Vi vil derfor intensivere forhandlingerne med medarbejdere, partnere og andre interessenter om at finde løsninger, der kan reducere omkostningerne og øge fleksibiliteten. Så vi kan sikre fragtrutens udvikling som en vigtig transportvej til det engelske marked for dansk industri og fødevareproduktion - og som en god og stor arbejdsplads,« siger DFDS’ koncernchef, Niels Smedegaard.
[add:444]