En Volvo med vrinsk i
[pic:21811]STX Danmark i Gilleleje, der er dansk repræsentant af det belgiske STX, har opbygget en hestetransporter med al tænkelig komfort. Kunden er en pony-springrytterfamilie i Nordsjælland, der ønsker at rejse praktisk og med komfort til ridestævner i Danmark og i udlandet.
Den mere end 12 meter lange Volvo hestetransporter har plads til 7 heste, som står i hver deres bås bagerst på køretøjet. Bagvæggen i det oprindelige førerhus er fjernet, og hele den forreste del af hestetransporteren er omdannet til en moderne bolig med køkken, badeværelse, soverum og opholdsstue - alle rum med aircondition og termostatstyret gulvvarme.
En 700 liter vandtank sørger for, at der hele tiden er frisk vand til køkken og toilet, et oliefyr varmer vandet op til den ønskede temperatur, og tanke på 300 og 500 liter tager imod spildevandet.
[pic:21812]I førerhuset er der monteret fire lækre førersæder i læder, så alle kan sidde forsvarligt med sikkerhedssele, når Volvo lastbilen er på vej. Og chaufføren kan fra førersædet overvåge temperaturen ved hestene og med kamera observere, om de har det godt.
[pic:21813]»STX har allerede opbygget fem moderne hestetransporter på det nye Volvo FH chassis, som er populært til formålet,« fortæller adm. direktør Frank Sæbø Hansen fra STX Danmark
Når hestetransporteren ankommer til sin destination, kan Volvo lastbilen øge antallet af m2, idet hele den ene side af køretøjet kan slås ud, så der opnås en [pic:21814]forøgelse af bredden med en meter, så der bliver mere plads til beboere og heste i Volvo-lastbilen. Endvidere kan lastbilens tag skydes op, så der bliver mere plads i sovekabinerne oppe under lastbilens tag.
Uanset hvor man parkerer, kan man være i kontakt med omverdenen via internet, og parabolen på taget sikrer, at der kan ses fjernsyn på Volvo lastbilens tre fladskærme. Generer solen, kan der skydes markiser ud ved hestetransporterens vinduer, og der er tillige radio, surround sound, DVD-afspiller m.m. i den velekviperede Volvo.
[add:441]