Det sømmer sig ikke for en folkevalgt politiker ikke at sætte sig mere ind i sagerne. At her påstå, at Kim Johansens selskab i Estland er en postkasse, er meget langt fra virkeligheden.

Jeg er dog ikke overrasket. Jeg har i oktober 2013 deltaget i et møde arrangeret af ITD, hvor samme folkepolitiker og en alliance-liberalist skulle debattere og svare på spørgsmål om danske vognmænds prispres. Der tænkte jeg i min fordomsfuldhed, at nu skulle jeg se denne folkepolitiker revse en liberalist - men ak og nej, det var jo nærmest en skændsel at høre på de usaglige, udokumenterede udgydelser, som kom - lidt ligesom i denne artikel - hvorimod denne opkomling af en liberalist virkelig havde sit ben i næsen og argumenterede for sagen og sin holdning.

Der er så meget snak om alle disse fortrædeligheder fra EU og påstande fra fælles folkefront og deres betalende medlemmer om, at hvis man bare kræver rettigheder og står sammen, så bliver alt som i gamle dage.

Tilbage i tiden, hvor jeg startede min karriere i denne branche, arbejdede jeg hos en stolt, dygtig, salig vognmand på denne ø, hvor vi kørte nogle transporter til nogle priser, hvor man med stolthed kunne sige, at man var vognmand og købmand. Vi kørte til eksempel en masse fisk til Nordjylland, men så fik nogle fiskere i byen den geniale ide, for dem, at bygge en fiskefiletfabrik, og en sammenslutning af vognmænd mente at de varer derfra kunne de køre meget billigere. Så stoppede det eventyr, og min stolte vognmand måtte finde på noget andet - han markedstilpassede.

Et andet sted i forretningsmulighederne kørte man valsede stålplader til ind- og udland med stor fordel. Så fik en anden opportunistisk forretningsmand, der havde købt en gammel traktorgarage og startet et speditionsselskab et andet sted på denne skønne ø, den ide, at de plader kunne han køre meget billigere - så var det tid til markedstilpasning igen.

Grundlaget for både sammenslutningen af vognmænd og traktorgaragen og deres forretningsprincipper har jo sidenhen vist sig at blive om end meget store og velfungerende virksomheder hver især - al ære og respekt for det - men de har jo også siden da og stadig krævet tilpasning af deres forretninger.

Et andet sted på denne herlige ø køres der gyldne dråber og sprudlende læskedrikke ud til ind- og udland, mest grænseområdet, til priser, som ikke har ændret sig meget siden de svundne tider, hvor min chef måtte markedstilpasse sin forretning. Mange af disse læs køres af en chauffør, hvis type også så sit lys dengang, og som fælles folkefront og Danmarks Transport Lobby sjældent taler om, nemlig den selvkørende vognmand. Han skal ikke svare for andre end ham øverst oppe, nogle EU-bestemmelser og færdselsloven. Overenskomsten og den danske model behøver han ikke at bekymre sig om, han kan gøre, hvad han vil. Hans største bekymring er oftest kun banken.

Inden jeg kom til fiskevognmanden, på kontor, havde jeg som så mange andre kørt Europa tyndt. Dengang var tre ture til Ruhr og en tur til München på en uge ikke usædvanligt, og kilometertælleren talte oftest på den gode side af 4000 km på en uge. Vi var de stolte chauffører og vognmænd, som sammen med vores hollandske kollegaer stort set kørte, hvad der var at køre. Pludselig fik vi også lov til at køre til andre lande direkte fra Europa - et såkaldt EF-land, det var tider.

De vognmænd, der boede i de lande, fik ikke et ben til jorden, vi kørte næsten det hele. Nu har disse landes vognmænd markedstilpasset sig, andre nye er også kommet til, og minsandten om ikke de nu også kan køre i de lande, som nu hedder EU-lande. Men hvad er nu det for en redelighed, det vil vi ikke finde os i, vi kræver særrettigheder for os, særregler for de andre.

Vores fælles folkefronts såkaldte danske model, som er 100 år gammel og ikke behøver markedstilpasning, står for fald. Hvad skal det dog ikke blive til. Folkefronten har manet til samling foran Christiansborg i maj, i tider hvor det ene lavprisvarehus efter det andet skyder op, lavprisflyselskaber tordner over hele den europæiske og øvrige verdens himmel, feriemarkedet bugner med tilbud om billige “alt-inklusiv-rejser” til billige lande, grænsehandlen florerer i fuldt og vildt omfang. Så tror fælles folkefronten, at bare de kan få hr. og fru Hansen til at betale 30 kr. mere for agurken, så skal Jens og Peter nok komme ud at køre igen.

Den kamp, den er tabt. Den kamp, der skal kæmpes, hvis man vil, er blandt de valgte medlemmer af EU-parlamentet, dem som jo skal medvirke til, at EU's fælles opgaver kan løses. Dem løser de så med større eller mindre kunnen eller held - så kan det ikke nytte, at man hjemme i andedammen råber op om særregler og andre fortrædeligheder bagefter.

Folket - ikke fællesfronten - har valgt disse mennesker efter bedste evne. Det sidste slag, der kan slås, er i Danmark en afstemning for den samlede danske stemmeberettigede masse med èt punkt på stemmesedlen: Danmarks fortsatte medlemskab af EU; Ja eller Nej. Længere er den ikke.

Indtil da, hvis det sker, er det bare at stikke piben ind, markedstilpasse sig og kæmpe den kamp, som skal til for at opretholde sit liv, vel at mærke inden for de rammer og muligheder, som bydes til. Det er enhvers ret, og det kan man benytte i disse moderne tider, hvor nøgleordet er markedstilpasning.

Michael S. Nordland
Denderupvej 12, Vester Egede
4690 Haslev

[add:445]