Nyt forslag skal lappe vejafgift-smuthul
Udenlandske lastbiler kan slippe ustraffet fra at undlade at betale vejafgift i Danmark – i hvert fald første gang de bliver snuppet i en kontrol. Skatteministeriet erkender nu, at der er et smuthul i loven om vejbenyttelsesafgift. Samtidig vil ministeriet snarest fremsætte et lovforslag til at lappe på loven.
Det fremgår af et svar fra justitsministeren til Folketingets Retsudvalg, der stillede spørgsmål på initiativ af Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen. Han undrede sig over, at politiet ikke kan give bøder for manglende betaling af vejbenyttelsesafgift, før der er sket såkaldte ”gentagne overtrædelser”.
Hullet blev opdaget på møder mellem Rigspolitiet og SKAT om kontrollen af afgiften i januar måned.
”Skatteministeriet vil snarest muligt fremsætte et lovforslag, der genindfører den bortfaldne sanktionsmulighed i lov om afgift af vejbenyttelse”, lyder det nu i svaret til Folketinget.
DTL’s adm. direktør Erik Østergaard er tilfreds med udmeldingen:
»Det siger sig selv, at politiet har haft elendige betingelser for at håndhæve afgiftspligten effektivt. Dog kan det undre, at man ikke noget før har taget den nødvendige dialog mellem myndighederne for at få rettet op på tingene. Forhåbentlig kan den fornødne hjemmel indføres inden sommerferien,« lyder forhåbningen fra Erik Østergaard.
DTL-direktøren henviser til, at politiet ikke har haft noget register for rene konstateringer, hvor der ikke rejses sigtelse. Dermed bliver der aldrig en ”første gang”, og udlændingen har kunnet køre ubekymret videre.
Skatteministeriets forklaring på hullet i lovgivningen er, at indtil 30. september 2008 skulle lastbilerne medbringe et papirbevis under kørslen som bevis for afgiftsbetaling, og politiet kunne straffe med bøde på stedet for manglende papirbevis.
Med virkning fra 1. oktober 2008 blev afgiftsbetalingen imidlertid digitaliseret. Papirbeviset blev afskaffet og erstattet af en fælles central registrering af betalt afgift. Samtidig afskaffedes straffebestemmelsen for manglende papirbevis, uden der blev indført en ny straffebestemmelse for kørsel uden betaling af vejafgift.
Rigspolitiet oplyser dog også, at man tilsyneladende ikke alle steder i politiet har været klar over, at man ikke kan udstede bøder i ”førstegangstilfælde”. Rigspolitiet har derfor henvendt sig til Rigsadvokaten for evt. at gennemgå tidligere bødesager, som muligvis kan være afgjort forkert.
[add:443]