Lange udsigter for OK-retssag
ITD lagde i slutningen af 2012 sag an imod den danske stat i håb om at få afskaffet paragraf 6, stk. 3 i den danske godskørselslov.
Det er den paragraf, der dikterer, at chauffører i danske lastbiler skal aflønnes efter dansk overenskomst – uanset chaufførens nationalitet eller kørselsmønster.
Sagen har dog lange udsigter for at finde sin afslutning. Det første retsmøde i sagen er nemlig programsat til december 2014. Det oplyste ITD-direktør Jacob Chr. Nielsen på organisationens generalforsamling i Nyborg lørdag.
»Lovkravet om tilslutning til eksportoverenskomsten er komplet meningsløst, som det internationale godsmarked ser ud i dag. Kravet afholder både danske chauffører og danske vognmænd fra at være med. Dermed tvinger vi danske vognmænd med internationale ambitioner til enten at udflage eller slå op i banen,« lyder det fra Jacob Chr. Nielsen.
»Det er således svært at se, hvem der reelt skulle have en legitim interesse i at opretholde kravet om eksportoverenskomst på danske biler, når de kører i udlandet. Derfor er ITD lige nu i gang med at få prøvet dette krav ved domstolene. Forberedelsen af sagen tager tid for myndighederne, og det første egentlige retsmøde er berammet til december,« fortæller han.
[add:440]