Flot komprimatorbil til Ballerup
Vognmandsforretningen Henry Andersen & Søn i Ballerup har fået leveret en ny komprimatorbil, som matcher den nyeste teknologi, hvad angår effektivitet og miljøegenskaber.
Opbygningen er en 24 kubikmeter stor Phoenix Olympus OL24 HCTG komprimatorkasse med ekstra stor skuffe til håndtering af erhvervsaffald. Komprimatorkassen er udstyret med lift for minicontainer, tagspil for vippecontainer, hydrauliske klemmer for papballer samt verificeret vægtanlæg.
Derudover udmærker opbygningen sig med diodelygter som standard. Og som noget nyt er der monteret 6 stk. diode-arbejdslys i toppen af komprimatorkassen, således at arbejdslyset ikke blænder. Endvidere er cyklistværn udført som heldækkende låger over værktøjskasser i begge sider.
Opbygningen er monteret på et Scania P 360 6x2/4-chassis med Euro 6-motor, kort dagførerhus og fuldautomatisk Opticruise-gearskifte. For at modvirke højresvingsulykker er komprimatorbilen monteret med cyklistkamera og bakkamera, som er en stor hjælp, når chaufføren f.eks. bakker til vippecontainere.
2. familiegeneration
Tilbage i 1968 etablerede Henry Andersen forretningen i Ballerup. Dengang som selvkørende vognmand med en enkelt bil.
I 1979 ansatte Henry Andersen sin søn, Jais Andersen. Og som et led i et generationsskifte stiftedes i 1990 selskabet Henry Andersen & Søn A/S, med sønnen som direktør.
Frem til i dag har Henry Andersen & Søn A/S oplevet stabil udvikling til en moderne og velkonsolideret vognmandsvirksomhed med speciale i erhvervsaffald - og genbrugsløsninger. De mangfoldige opgaver løses med 17 medarbejdere og en vognpark, som tæller et lignende antal moderne køretøjer, der er monteret med opbygninger til udførelse af forretningens kerneaktiviteter.
[add:352]