Biltilsyn: Udenlandske chauffører er de værste
Lastbiler med alt for meget fart på, overophedede bremser og uvidende chauffører. Det er den kedelige status, som det norske Biltilsynet har gjort efter denne uges kontroller af lastbiler, der kører fra fjeldet Hardangarvidda i Norge.
Efter at Gudvangatunnellen i sidste uge blev lukket, efter en lastbil var brudt i brand midt i tunnelen, så er trafikken blevet ledt over det bjergrige Hardangervidda og ned ad den bratte Måbødalen til Eidfjord.
Mandag stoppede Biltilsynet eksempelvis 115 tunge køretøjer på vej ned til Eidfjord – 57 norske og 58 udenlandske. Mens 4 af de norske lastbiler havde mangler, så var det samme tilfældet på 16 af de udenlandske. Ikke mindst overophedede bremser med en temperatur på op til 4-500 grader var et udbredt problem.
Uforstående østeuropæere
»Det er ofte østeuropæiske chauffører på køretøjerne, og de er helt uforstående over for det, vi fortæller dem. Det værste scenarie er, at der opstår ild, og at vi får brand i en tunnel på vej ned fra Måbødalen,« siger Dag Rykkje fra Biltilsynet til nrk.no.
Netop i dag – 15. august – er det 25 år siden, at en bus forulykkede i Måbødalen pga. slidte og varme bremser. 16 personer mistede livet ved den lejlighed.
Kontrollens resultatet chokerer ikke Jan Ove Halsøy fra brancheorganisationen Norges Lastebileier Forbund.
»Norske vognmænd prioriterer sikkerhed højere end de udenlandske konkurrenter. Transportkøberne bruger slidte biler, der ikke er egnet til kørsel i Norge, udelukkende fordi priserne er lave. Siger de andet, så lyver de,« siger Jan Ove Halsøy.
[add:414]
[add:408]